Egnsmuseum

Bramming Egnsmuseum

Museets historie

Netoplysninger

Facebook & Kalender

Rundvisning

Nyheder

Lidt historie om Egnsmuseet

Bramming Egnsmuseum befinder sig i de bygninger der tidligere husede Elværket.

Bygningernes historie som Museum, tog sin begyndelse med Lokalhistorisk Forenings vedtagelse af vedtægterne for museet den 25. april 1990, under EGNSMUSEET FOR BRAMMING KOMMUNE. Lokalhistorisk Foreningen for Bramming Kommune var museumsstifter og udpegede 6 medlemmer til museets ledelse, benævnt MUSEUMSUDVALGET, der desuden bestod af to medlemmer udpeget af Bramming Byråd.

Der var gået et langt og slidsomt arbejde forud. Det målrettede og seriøse arbejde hen mod et museum udmøntede sig i det første møde i det 17mand store MUSEUMSUDVALG 7. juni 1988 under ledelse af Flemming Just som formand, Vagn Husted som sekretær og Harald Friis Madsen som kasserer. Tommi Larsen repræsenterede Bramming Byråd.

I perioden 1989-1990 var Villy Nielsen daglig leder af museet.

Men også dette udvalg havde en fortid. Allerede i forbindelse med Ribe Amtsmuseumsråds industriregistrering i 1980 blev det påpeget, at elværket og vandtårnet i Bramming var bevaringsværdige og at elværksbygningen ville være velegnet som lokalmuseum. I marts 1983 stiftedes Lokalhistorisk Forening for Bramming Kommune - i første omgang for at blive udgiver af den lokalhistoriske årbog, Lokal-årbogen, hvis første årgang var 1983.

I denne første årbog, der udkom omkring årsskiftet 1983/1984 beskrev Flemming Just visionerne for et museum for Brammingegnen. En væsentlig anledning var at Byhistorisk Arkiv i Bramming, der var oprettet af Olaf Bak i november 1959, havde store lokaleproblemer. Disse problemer var blevet forstærket af, at arkivet siden 1961 havde modtaget genstande på linje med arkivalier og derfor havde en værdifuld lokalhistorisk samling. Den første genstand var et lille blækhus i stentøj, fundet i Nørregade.

Allerede i maj 1983 kontaktede Lokalhistorisk Forening Bramming Kommune og efter en positiv dialog bevilgede Bramming Byråd i foråret 1984 midler til første etape af en istandsættelse af elværket samt midler til istandsættelse af vandtårnet, der var truet af nedrivning. Derfor kunne Byhistorisk Arkiv i Bramming den 19. november 1984 indvi sine nye lokaler i elværkets nordfløj. Arkivlokalerne blev indrettet akkumulatorrummet, der senere blev museets særudstillingslokale. Dertil kom en brandboks i gangen og ikke mindst et magasin på loftet til genstandssamlingen. Dette lokale fungerede også som mødelokale.

Museumsudvalget skaffede sin første eksterne indtægt i form af 900 kr. fra Brugsen i Bramming. Efterfølgende skaffede den første af mange sponsorkampagner 61.300 kr. til museumsdrift. Det var endvidere en stor gevinst for museet, at borgmester Egon Lorentzen i 1994 indtrådte i museumsudvalget. I dette år blev museets navn ændret til BRAMMING EGNSMUSEUM.

I september ( 94 ) flyttede Byhistorisk Arkiv, Bramming til større lokaler i Jernbanegade 8. Det blev herefter muligt for museet, at bruge arkivets hidtidige lokale til skiftende udstillinger.

Med Hans Kjær og Uffe Munk som chefarkitekter og en enorm kraftanstrengelse fra museumsudvalget og de frivillige lykkedes det at gøre museet klar til åbning den 10. december 1994.

I 1995 gik museet i samarbejde med TV2 ind i videoproduktion med film med titlerne: ”Modstandskampen i Bramming Kommune”, ”Frederiksens Tivoli” og ”Spøgelseshistorier - især fra Kjærgård”.

Museet overtog glaspladesamlingen og ansvaret for Brammingfilmen fra Byhistorisk arkiv. Brammingfilmen blev fulgt op med aktuelle optagelser af Børge Ingemansen.

I 2006 blev det hidtidigt anvendte registreringssystem for museumssager og museumsgenstande moderniseret og der oprettes et administrativt arkiv. Et flerårigt arbejde med oprydning på museets magasiner og registrering af et større antal uregistrerede genstande blev indledt.

En plan for en ny permanent udstilling blev godkendt af museumsudvalget allerede i 2006. Planen var udarbejdet af udstillingsarkitekt Mikael Thorsted og museumsinspektør Mogens Hansen. Udstillingens centrale del bliver en stor glasmontre på 3x7 m og 5,5m høj kaldet HISTORIUM. Ideen var inspireret af renæssancens kunstkamre.

I 2009 kunne Bramming Egnsmuseum åbne 2. fase af den nye permanente udstilling i form af tretten 10-årsmontrer på galleriet med nyt revideret indhold samt to store baggrundsbelyste tidstavler. Også denne del var betinget af frivillige medarbejderes indsats.

I 2010 blev udstillingsafsnittet om kirker og herregårde ved hallens østvæg færdiggjort. Efter at det tidligere samarbejde mellem museerne i det gamle Ribe Amt var opløst, gik Bramming Egnsmuseum ind i et samarbejde med vadehavskommunerne omkring organisationen ”Vadehavets Formidlerforum”. Samarbejdet blev delvis finansieret af kulturministeriet i form af en kulturaftale. Samarbejdet kaldes ABM (arkiver, biblioteker og museer).

Det var også dette år, at byrådsmedlem Jacob Lose i forbindelse med Bramming kulturnat åbnede skulpturhaven med Kaj Lykke-skulpturerne fra stensymposiet i 2004. Skulpturerne var blevet nyopstillet under ledelse af en havearkitekt og Esbjerg kommune havde bekostet bænke og nyplantning på arealet.

Pr. 1. jan 2016, blev Bramming Egnsmuseum lagt ind under Sydvestjyske Museer.

Hvad var bygningernes oprindelige formål ?

Elværket

I begyndelsen af 1900 tallet steg efterspørgslen på strøm, bl.a. pga. følgende af den industrielle revolution, som selvfølgelig også var aktuel i Danmark.

Også i Bramming var behovet for strøm stigende. Her begyndte man at producere el i 1902 hos en trævarefabrik i Pederstræde 5.

Hans dampmaskine, havde så stor en kapacitet, at den både kunne forsyne værkstedets eget forbrug, samt en andel til salg. De første udefrakommende forbrugere af strømmen var hotel Kikkenborg og nogle ejendomme omkring trianglen.

Fra 1906 frem til den 1. oktober 1918 drev Ingelev Christensen bygningen som et privat elværk. Herefter solgte han det til det nydannede andelsselskab Bramming Elektricitetsværk.

I den forbindelse, vedtog man at den daværende bygnings kapacitet ikke levede op til de nye krav, og man byggede derfor en ny bygning lige over for i Pederstræde 4.

I forbindelse med den nye bygning, kom der også nye maskiner til. Det er blevet vurderet at omkostningerne nærmerede sig 150.000 kr.

I 1924 blev der bygget en badeanstalt der udnyttede det varme vand kølevand fra elværket. Her kunne byens borgere tage et bad for 50 øre. Kvinderne kunne bade hver fredag, mænd kunne bade hver lørdag. Det blev dog så populært, at de måtte indføre yderligere to badedage om ugen.

I 1926 lavede elværket en aftale med den lokale kunstmaler Marius skov. Skov havde en el-turbine på Bramming Hovedgård. Det kunne klare 5-10% af byens strømforbrug.

I 1930 blev der etableret natbelysning i byen.

Med den tyske besættelse i 1940, ophørte olieforsyningerne. I starten var olietankene fyldte, men olien blev med tiden opbrugt. Man løste problemet ved at anskaffe et gengasanlæg. Til det blev der bygget et specielt hus ved siden af vandtårnet, som kunne indeholde gasgeneratorer, der blev fyret med tørv. Fra maj 1946, var olieforsyningen normal.

I 1949 foreslog andelsselskabet, at der blev lavet et selvstændigt fjernvarmeselskab. Det blev opført ved siden af vandtårnet i 1950. Det blev baseret på bl.a. kølevand fra elværket. I 1951 blev der indgået en aftale med det nye fjernvarmeværk om levering af kølevand.

I 1955 var efterspørgslen på strøm højere, end det maskinerne kunne klare, og man besluttede gradvist at gå over til vekselstrøm, som blev købt fra Karlsgaarde-værket ved Varde.

I 1961, valgte man at lukke badeanstalten, da værket ikke længere producerede tilstrækkelig kølevand.

I 1960’erne steg el-salget voldsomt, og værkets maskiner havde svært ved at følge med.

Der blev afholdt to generalforsamlinger i 1966, hvor det her blev besluttet at Bramming kommune skulle overtage værket. Men denne beslutning gik Ribe amtsråd imod. Der blev derefter holdt en ekstraordinær generalforsamling i november 1968, hvor der blev indgået en overenskomst med Sydvestjyllands

Andels-Elforsyning. Det blev besluttet at likvidere elværket, og at sælge ejendommen til Bramming kommune.

Bramming Andels Elektricitetsværk ophørte den 11. februar 1971.

Elværkets bygning blev anvendt som værksted og garage for kommunens vejvæsen. Bygningen blev i 1990 overdraget til en gruppe frivillige der etablerede Bramming Egnsmuseum. Også byhistorisk arkiv fik lokaler her.

De åbnede den første museumsudstilling her i 1994. I 2017, bliver bygningen stadig brugt til museum, arkivet er dog flyttet. Vandtårnet bliver brugt til jul,

hvor julemanden skal vækkes fra sin lange søvn.

Vandtårnet

I 1921 blev det besluttet, i samråd med byens borgere og andelsselskabet, at der skulle bygges et vandværk ved siden af det gamle elværk. Der blev afsat

900 kvadratalen, til det nye vandværk. Til vandværket blev der bygget et vandtårn til 60 kubikmeter vand. Det blev færdigt i 1922. Vandtårnet gjorde, at byens borgere kunne få renere vand, end de kunne trække fra deres egne brønde.

Vandtårnet bygget i 1922. Foto: Bramming Egnsmuseum

Tidslinje

1902: første private elværk i Bramming - stedet ukendt.

1906: Privat elproduktion i Trævarefabrikken i Pederstræde 5.

- dampmaskine.

- første aftagere: Kikkenborg og ejendomme omkring Trianglen.

1907: Antallet af elektricitetsbrugere stiger kraftigt.

1918: Andelsselskabet Bramming Elektricitetsværk overtager det private værk.

1919: Bygningen Pederstræde 4 opføres (i dag museum).

1922: Vandtårnet bygges og byens vandværk var en realitet.

1924: Badeanstalten bygges.

1926: Der leveres supplerende el fra vandturbinen ved Bramming Hovedgård.